Før du vælger pooltype - Form, størrelse og dybde

 

Det fjerde valg

Valg af swimmingpoolens form, størrelse og dybde

Når form skal vurderes sammen med størrelse, bør det huskes, at swimmingpoolen også består af sine umiddelbare omgivelser.

For at have plads til at lege og have liggestole og borde ved swimmingpoolen, tilstræbes det i almindelighed, at poolen har et fliseareal på ca. 2 m dybde på mindst den ene langside

Når form skal vurderes sammen med rensningsanlægget, bør det huskes, at en god vandcirkulation giver den bedste vandkvalitet og dermed den nemmeste vedligeholdelse.

Vælg derfor organiske former ( runde –ovale )da de ikke har skarpe hjørner eller sørg for, at der er et tilstrækkeligt antal indløbsdyser der kan sørge for, at der ikke er vandcirkulationsmæssige ”døde” punkter

Er der mulighed for det, så vælg indløbsdyser i bunden

Form

Med de pooltyper der eksisterer, har Du mulighed for at vælge mellem alt. Runde, ovale, firkantede, rektangulære, ottetalsformede, eller helt frie former som naturlige søer.

Når formen vælges, skal der udover økonomien tages stilling til flg. forhold:

  • Æstetik. Hvilken form passer bedst ind i haven / omgivelserne
  • Byggeteknik. Hvilke tekniske byggeproblemer giver de forskellige pooltyper på byggeområdet. Er det en skråning, er byggepladsen plan, er der grundvand og hvilke maskiner kan man komme til med.
  • Hvilken form tilgodeser bedst de behov som du har. Skal bassinet være et legebassin, et børnebassin, skal det opfylde et behov for svømmetræning eller dykning, eller skal det opfylde flere behov samtidigt.
  • Hvordan er vandcirkulationen i den enkelte form og hvordan sikres den hvis formen ikke i sig selv, giver en god cirkulation
  • Selvbyg, medbyg eller totalentreprise. Hvad kan du selv og hvad skal du have andre til

Den runde og sekskantede pool:

  • Den runde pool er lege-poolen for dem, hvor svømning ikke er et stort behov.
  • Såfremt en rund pool er et æstetisk behov, kan svømmebehovet opfyldes via installation af en svømmetræner.
  • Den runde pool er den form, der naturligt har den bedste vandcirkulation.
  • Da en pool også omfatter omgivelserne, er den runde pool imidlertid en form, der kræver megen plads

Den ovale pool og aflange 8 kantede:

  • Hvis æstetikken ikke kræver en bestemt form i Deres have, er den ovale pool den bedste form overhovedet.
    Den er både til leg og samtidig sikrer den aflange form muligheden for at kunne svømme.
  • Dens runde former sikrer en god vandcirkulation og nem rengøring
  • Den ovale form er, vurderet sammen med omgivelserne, ikke særlig pladskrævende. Det er ikke uden grund, at den ovale form er en af de mest solgte i hele verdenen

Den rektangulære og kvadratiske pool:

  • Hvad der gælder for den ovale pool gælder også for den rektangulære og kvadratiske. Dog med undtagelsen af spørgsmålet om vandcirkulation. Hjørnerne gør nemlig, at såfremt der ikke tages specielt højde for problemet, så vil hjørnerne blive cirkulationsmæssigt "døde" områder med algedannelser og ophobning af affaldsstoffer.
  • Problemet løses med extra skimmere og dyser. I rektangulære pools over 3x6 m bør der være mere end 1 skimmer og 2 dyser – bunddyser og wide track skimmer skal overvejes

Den ottetalsformede pool:

  • Med ottetals poolen får De en spændende form samt muligheden for at svømme "langt".
  • Formen har imidlertid ikke en speciel god vandcirkulation og den snævre del i "taljen” gør, at den ejheller
    er en speciel god legepool.
  • Den mindre gode vandcirkulation kan der rådes bod på ved at installere flere skimmere og dyser.
  • Når der skal lægges ny liner i en ottetals pool, er det ofte problematisk og meget svært at gøre uden der kommer folder i den nye liner

De frie former som pool – Panels pools:

  • Med de frie former kan De skabe poolen som De vil. Byg den som en bjergsø, som en snoet å eller som en brusendestrandbred.
  • Husk dog hele tiden på, at det indbyrdes forhold mellem form, størrelse, teknik og rensningsanlæg tilsammen skal opfylde behovet for enten svømning, leg og vedligeholdelse

Størrelse

Der er 2 æstetiske forhold der skal overvejes før valg om størrelse træffes.

1. Forholdet til de omgivelser som poolen skal placeres i

2. Det indbyrdes forhold mellem længde og bredde. De "gyldne" tal ( 1:2 - 2:2 - 3:4 etc.) er de mest harmoniske og bør derfor tilstræbes.


Størrelsen er desuden afgørende for at få opfyldt behovet for at svømme "langt". Hvis De har behov for at svømme, må poolen ikke være meget mindre en 8 m lang. Alternativt må De installere et modstrømsanlæg

Såfremt du vi kunne springe på hoved – dykke, skal poolen have 2 forskellige dybder og derfor nødvendigvis en længde der ikke må være under 9-10 meter.

Dybde

Der er 4 forhold der skal afvejes før pooldybde vælges

  1. Forhold omkring udspring
  2. Forhold omkring det at "lege"
  3. Forhold omkring børnevenlighed
  4. Forhold omkring vedligeholdelse

Inden du vælger, bør du tage en tommestok og måle på dig selv og dine børn, hvor vandet vil gå til ved en bestemt pooldybde. Du vil blive meget forbavset over hvor ”høj” en dybde er på f.eks. 1.3 m. Vandniveauet er ca. 5-10 cm mindre en pooldybden inde ved kanten.

Hvis du skal springe på hoved ( kun fra kanten ), skal poolen iflg. Dansk Standard DS 477 være minimum 2 m for at kunne springe sikkert i poolen. Hvis du vil springe fra vippe der er max 30 cm over niveau, skal dybden minimum være 3 m

1. Udspring

Udspring på hovedet er farlige og bør kun foretages i swimmingpools med en dybde på mindst 2.5 meter.
Såfremt dybden er mindre, kan du med et forkert udspring risikere, at du rammer bunden med store skader til følge.

De fleste pooltyper fås kun i standarddybder på enten 120/140 cm og 150/170 cm, og ingen af disse er derfor egnet til hovedspring.

Hvis du vil kunne foretage udspring sikkert kan det kun lade sig gøre ved at bygge en betonpool med den rigtige springdybde

2. Leg

Såfremt De ønsker at kunne lege i bassinet, bør De vælge en pool på 120/140 cm. Med en dybere pool, vil De ikke kunne stå på bunden og spille bold, lege 10-20-30 med Deres børn eller "smide" Deres kone op i luften. Såfremt De vælger en dybere pool, skal De vide, at De dermed afskriver Dem fra alle de ting man kun kan gøre når man står på Bunden

Såfremt du både vil kunne lege og springe på hoved / dykke, må du bygge en pool med flere dybder og en længde over minimum 9 meter

3. Børnevenlighed, pooldybde og sikkerhed

Børnevenlighed i en pool er et svært begreb at snakke om, uden samtidig at snakke om sikkerhed og pooldybder.

På den ene side taler sikkerheden for, at børnene kan nå bunden og dermed ikke drukner såfremt de ikke kan svømme.

På den anden side vil en lav pool hurtigt miste sin brugsværdi i takt med, at børnene vokser eller lærer at svømme,ligesom en lav pool er af mindre værdi for alle andre.

Hvis vi ser på, hvordan børn, der kan svømme benytter en pool, så vil vi se, at de i modsætning til det, de fleste tror, ikke står på bunden og kaster bold m.v.

Voksne står på bunden og kaster bold, men børn dykker, står på hænder under vandet og bruger i det hele taget vandets dybde meget mere end voksne.

Konklussionen er derfor:

  • Vælg ikke pooldybde ud fra et børnemæssigt sikkerhedsproblem. Dette må løses via at lære børnene at svømme, via diverse poolalarmer og sikkerhedsoverdækninger m.v., og ikke mindst ved, at børnene altid er under voksenovervågning
  • Gør poolen børnevenlig ved at installere en trappe via hvilken de kan kommer op og ned i poolen, ved at installere rælinger langs siden som børnene kan holde fast i og ved hurtigst muligt at lære dem at svømme
  • Og lav så poolen om til det legeland som den også kan og skal være

 

4. Vedligeholdelse

Jo dybere pool jo dårligere vandcirkulation, jo mere vedligeholdelse og jo større kemikalieforbrug