12 spørgsmål efter poolkøb

De har nu fået bygget Deres pool og her er svarene på de første 12 spørgsmål, som De som ny swimmingpoolejer vil stille m.h.t rensningsanlægget
og funktionen af poolen iøvrigt


Hvordan fungerer rensningsanlægget?

Rensningsanlægget ser i princippet normalt ud som på skitsen.

Vandet bliver suget ind gennem skimmeren af pumpen. Går fra pumpen- gennem 6 vejventilen til filtret. Bliver renset gennem filtersandet og vender derefter tilbage til bassinet via dyserne

 


Hvordan fungerer skimmeren?

Skimmeren har flere funktioner:

  • Dels er den en del af selve cirkulationssystemet.
  • Dels har den til formål, at “skimme” overfladen effektivt. Al støv og alle blade, der falder ned fra oven og alle urenheder - som håraffald m.v. som de badende tilfører bassinvandet, ender i første omgang på vandoverfladen. Jo bedre og hurtigere vandoverfladen bliver renset / bliver skimmet, jo mindre affald ender der på bunden, og jo mindre skal De støvsuge Deres pool. Det er “skimmerklappen” ( den retangulære vippeflade) der sidder i fronten af skimmeren, som sikrer, at det er overfladevandet, der bliver “skimmet”. Ved bølgegang sikrer skimmerklappen desuden i et vist omfang, at de urenheder der er fanget af skimmeren, ikke ryger tilbage i bassinet.
  • Dels har skimmeren til formål - via skimmerkurven - at opfange alle større urenheder såsom blade og badedyr, så de ikke ender i filtret. Jo mere der ender i filtret, jo mere skal filtret renses.
    Læs senere om dette under beskrivelsen af filtret.
    Hvis man bor i et område med mange blade, og man tager på ferie med motoren kørende, kan man risikere, at skimmerkurven bliver så fuld, at vandcirkulationen stoppes. Motoren vil i sådanne tilfælde ofte brænde sammen.
    For at hindre dette, kan De sætte et net for skimmeråbningen. Dette vil sikre at skimmerkurven ikke stoppes til.
  • Og endelig har skimmeren - via skimvacen - til formål at sikre, at man kan støvsuge selvom skimmerkurven sidder i skimmeren. Se senere under gennemgangen af den daglige rengøring

 


Hvordan fungerer pumpen?

Pumpen består af 8 dele:

  • Et forfilterlåg, der som beskrevet, er et låg over forfilterhuset.
  • Forfiltret, er et filter der skal opsamle blade m.v og dermed sikre, at disse ikke stopper skovlhjulet/pumpehjulet og dermed stopper vandets frie passage gennem pumpen
  • Forfilter- eller pumpekurven, hvori blade m.v. opsamles
  • Skovlhjulet/pumpehjulet, der drives af elmotoren, og som slynger vandet rundt og dermed giver det kraft og retning
  • En akseltætning, der sikrer, at vandet ikke løber ud af den roterende pumpeaksel
  • En elmotor, der er drivkraften.
  • 2 Lejer der sikrer at akslen kører let og lydløst
  • 1 kølevinge der afkøler elmotoren

 


Hvordan fungerer sandfiltret?

Et sandfilter er enten topmonteret eller sidemonteret. Enten sidder 6 vejsventilen på toppen eller på siden. Der er kun 2 forskelle. Et sidemonteret filter fylder mindre i højden og er nemmere, at skifte sandet på når dette skal gøres ( ca. hver 5 år )

Uanset om det er det ene eller det andet, fungerer de i princippet ens

Vandet bliver via pumpen ledt ind for oven, og spredes over sandlaget. Trykkes gennem sandet og bliver derved renset for urenheder. Kommer ud gennem lateralrørene ( rør med små huller) i bunden af filtret, og bliver ledt tilbage til swimmingpoolen

  • Filterlåget:
    I et topmonteret filter, udgør 6 vejsventilen låget. I et sidemonteret, er der et særskilt låg til
    filtret.
  • 6 vejsventilen er rensningsanlæggets kontrolcenter. Her kan filtret dirigeres på 6 forskellige måder. Se kapitlet senere
  • Føderøret er det rør hvorigennem vandet ledes ind i filtret
  • Sandet er det medie, der renser vandet. Jo højere sandlag/længere kontakttid jo bedre rensning.
  • Lateralrørene er de rør hvorigennem vandet forlader filtret efter at have passeret sandet. Lateralrørene er rør, hvori der er støbt bittesmå huller hvorigennem vandet, men ikke sandet kan passere.
  • Aftapningsventilen er en ventil, hvorigennem filtret kan tømmes for vand om vinteren

 


Hvordan fungerer 6-vejsventilen?

Filter

Her skal ventilen stå, når filtret er i normal drift. I denne position renses vandet

Recirkulation

Her bliver vandet ledt “udenom” filtret. Bruges f.eks, når poolen skal startes op eller i andre situationer, hvor man ønsker, at nedsætte modstanden i rørsystemet

Backwash

Her sættes ventilen, når sandet skal renses. Når 6 vejs ventilen sættes i denne position, bliver vandet pumpet baglæns i systemet og ud i kloaken. Dette betyder, at de urenheder, der er tilbageholdt af filtersandet, bliver skyllet ud i kloaken

Rinse

Her sættes 6 vejsventilen, umiddelbart efter der har været bachwashet. I denne funktion renses 6 vejsventilen for de urenheder, der har sat sig i ventilen og dermed undgås, at 6 vejs ventilen slides

Waste

Her ledes vandet direkte til kloak uden at komme gennem filtret

Close

I denne position er alle 6 vejs ventilens porte lukket og intet kan komme igennem

På 6 vejsventilen sidder normalt manometret. Manometret er en trykmåler, hvis funktion er, at vise hvornår filtret er fyldt med urenheder og dermed skal renses.

Når manometrets viser er oppe i enten det røde felt eller står på 1- 1.5 bar skal det backwash'es.

 


Dysernes indstilling?

Indløbsdyserne er der, hvor det rene vand bliver ledt tilbage til bassinet. Ud over at være en del af kredsløbet, er deres funktion, at skabe cirkulation i bassinet således, at overfladen dels bliver “skubbet” hen mod skimmeren og dels at vandet i bassinet bliver “blandet” hurtigst muligt.

Dyserne indstilles således, at de peger direkte mod skimmeren og således, at vandstrømmen løber lige under vandoverfladen, uden at skabe turbulens. Skabes der turbulens, brydes vandspejlet og støv m.v. på overfladen bliver vådt og synker til bunds. Resultat - mere rengøring

Det korrekte er 2 eller flere dyser i den modsatte ende af skimmeren. En billig nødløsning, er en dyse ved siden af skimmeren. En sådan løsning vil imidlertid medføre, at vandet vil cirkulere i bassinet, samt at det meste vil passere flere gange forbi skimmeren. ( det er kun de første 10-15
cm der bliver fanget af skimmeren.) Resultatet er, at vandspejlet bliver brudt, det meste støv ender på bunden istedet for i skimmeren, samt at der dermed bliver mere rengøring samt dårligere opblanding af poolvandet.

 


Opstart af poolen?

Når en ny pool, eller en pool, der har stået stille i længere tid skal startes op, er alle rør fyldt med luft og “luftlommer”. Dette betyder, at selvom pumpen er selvsugende, så kan den i første omgang have svært ved at suge vandet op. Det er simpelthen for svært at få skabt det vaccum
som skal suge vandet op. (står pumpen højere end 1 m over vandoverfladen, vil pumpen også have svært ved at suge. Swimmingpoolpumper kan løfte vandet meget højt, men er dårlige til at suge

Gør følgende:

  1. Sæt 6 vejsventilen på “recirkulation”.
    Dette betyder at vandet ikke længere ledes gennem filtrets sandlag, og at dette dermed ikke længere yder modstand. Vandets ledes udenom filtret. Skulle i princippet ingen betydning have for pumpens evne til at være selvansugende, men kan nogle gange få den samlede proces til at gå lidt hurtigere
  2. Tag låget til forfiltret på pumpen af, påfyld vand lige til det render ud baglæns af motoren ( tilbage mod skimmeren), påsæt låget igen og start motoren. Vandet vil nu blive “slugt” af pumpen, og hvis De er heldig, vil den stille og roligt begynde at suge vand fra skimmeren og fungere.
  3. Lad motoren køre indtil der ikke længere kommer luftbobler ud af dyserne. Når der ikke kommer luftbobler ud af dyserne, er rørsystemet tømt for luft.
  4. Sluk så for motoren. Sæt 6 vejsventilen på filter ( den normale position) og tænd igen.
  5. Der vil nu igen begynde at komme bobler ud af dyserne. Det er luften fra filtret, som nu er koplet ind igen.
  6. Når boblerne ophører, fungerer rensningsanægget som det skal.

Ovenstående er den heldige situation.

Såfremt De er uheldig - hvad De fleste er, skal De gentage ovenstående procedure mange gange. Nogle gange op til 10-15 gange før De får alt luft og luftlommer “rystet” løst og indtil det er lykkedes pumpen at oparbejde et tilstrækkeligt vacum. Fortvivl ej - det er et “førstegangs” problem.

Hvis De stadig ikke kan få motoren igang, så prøv at sætte en haveslange ned i hullet bagi forfiltret således, at der bliver pumpet vand ud af skimmeren. Dette kan måske ryste de luftlommer løs, som sidder fast i røret mellem skimmer og pumpe.

 


Hvordan fungerer testsættet?

Deres testsæt fungerer enten via dråbereagenser eller tabletter. Med dråbetestsættet måler De det totale klorindhold ( frit og bunden klor) i vandet og med tablettestsættet måler De kun det frie aktive klorindhold. I første omgang skal De ikke spekulere på dette, og blot huske, at testsættet til dråber kun fungerer med dråber og sættet til tabletter kun med tabletter.Hvorfor er beskrevet i en anden og mere uddybende artikel.

Vær opmærksom på, at der findes dråbetestsæt som fungerer med enten 3 dråber eller 5 dråber og de kan ikke bruges indbyrdes. Testsættet der gennemgås her er til 5 dråber

Først tester De vandets PH værdi. Kom vand i testsættet indtil 10 ml. mærket. Kom 5 dråber
Phenol Red eller 1 tablet Phenol Red i testsættet og ryst indtil det er opløst. ( knus evt.
tabletten). Sammenlign nu den farve som vandet får med den indbyggede farveskala i testsættet.
De vil nu kunne se om Ph værdien er for høj eller for lav

Gentag nu den samme procedure for at måle vandets klorindhold.
I stedet for Phenol Red dråber eller tabletter kommer De i stedet 5 OTO dråber eller 1 stk. DPD 1 tablet i testsættet

Vandets Ph værdi skal være mellem 7 og 7.4 og klorværdien skal være mellem 0.5 og 1.5.

Kommer klorværdien op over 3 bør der ikke bades før den er under igen.

 


Vandbehandling?

Her i begyndelsen er der kun 5 ting De skal bekymre Dem om:

  • Vandets indhold af Cyanursyre
  • Vandets kalkindhold
  • Vandets PH værdi
  • Vandets klorværdi
  • Vandets indhold af flokningsmiddel

HUSK iøvrigt:

  1. Alle kemikalier bør først tilsættes om aftenen, idet solen ellers “brænder” kemikalierne af, inden de når at virke. Specielt klor
  2. Alle kemikalier bør opløses i vand før de tilsættes bassinvandet. (For nemheds skyld kan kloren - OG KUN DEN - tilsættes direkte i skimmeren, MEN DET ER IKKE ANBEFALELSESVÆRDIGT)
  3. Kemikalier hældes iøvrigt i bassinet foran indløbsdyserne mens pumpen kører
  4. De forskellige kemikalier MÅ IKKE BLANDES idet dette kan være LIVSFARLIGT. Der skal gå 5 til 6 timer mellem tilsætning af de forskellige kemikalier. (Fare for udvikling af klorgas)

 

Vandets indhold af Cyanursyre:

Kemikaliet cyanurcyre beskytter kloren mod solen nedbrydende stråler. Uden cyanursyre i sit bassinvand, bruger man betydeligt mere klor end nødvendigt. Dette er dårligt for både pengepungen og for naturen.

Når De starter op med nyt bassinvand fra vandhanen, bør vandets indhold af cyanursyre derfor justeres. ( der skal tilsættes cyanursyre ) (Se dosseringsvejledning på emballagen)

Cyanursyre er i en anden sammenhæng totalt ødelæggende for kloren, så den skal omgås med stor forsigtighed.

Når De har tilsat cyanursyre ved opstart, må De IKKE tilsætte mere, uden at vandets indhold først er testet.

Se artiklen om om cyanursyre.

 

Vandets kalkindhold

Meget vandværksvand indeholder store mængder kalk. Ved forkert PH værdi vil dette udfælde sig på bund, sider og iøvrigt alle steder i vandkredsløbet.

Ved opstart af ny pool og iøvrigt ved opstart om foråret, i midten af sæsonen og i slutningen, bør der derfor tilsættes “kalkbinder”. Dette hindrer kalken i at udfælde sig og kalkaflejringer minimeres derved.

 

Vandets PH værdi

Den rigtige PH værdi er altafgørende for bassinvandet.

  • Ved en for høj PH værdi bruger De meget mere klor end De behøver
  • Ved en for høj PH værdi har De uklart/mælket vand
  • Ved en for høj PH værdi har De hudkløen og røde øjne
  • Ved en for høj PH værdi har De kalkaflejringer på dug, stiger og andet udstyr
  • Ved en for lav PH værdi har De “syrligt”vand, der angriber Deres metal
  • Ved en for lav PH værdi har De hud- og øjenirritationer

Den rigtige PH værdi er altså altafgørende for bassinvandets kvalitet.

De mange forskellige forhold i en pool har det bedst ved forskellige PH værdier. Et “gennemsnit” af de forskellige forhold gør, at PH værdien skal holdes mellem 7 og 7.4

Proceduren er altså

  1. Test dit poolvand for PH værdi. Juster det ned til 7
  2. Lad det stige til 7.4 og juster det så igen ned til 7

Se dosseringsvejledningerne på emballagen samt den vejledende dosseringsvejledning.

 

Vandets klorværdi

Vandets klorværdi er afgørende for bassinvandets indhold af:

  1. Alger - grøn og brunalger Disse giver vandet et grønligt skær ( eller ses som brune belægninger i bl.a bund) og ender med at gro på bund og sider såfremt de ikke bliver “slået ihjel”
  2. Bakterier Der ikke kan ses, men som forårsager sygdom
  3. Organiske partikler såsom hår, skæl, blade kosmetiske rester og andre urenheder Disse gør bassinvandet gråt og urent at se på

En pool kan, i denne sammenhæng, sammenlignes med en have. For at haven kan se pæn og ren ud, (og nu må miljøfolk tilgive mig sammenligningen) må vi dels bruge gift til at slå ukrudt og skadedyr ihjel med og dels må vi samle døde grene og andet organisk affald sammen og brænde det.

Kloren fungerer i bassinvand, som både giften, der dræber ukrudt og skadedyr (alger og bakterier) og som ilden der brænder organisk affald ( hår, skæld og andre urenheder) af.

Når De starter op med nyt bassinvand fra vandhanen, er dette fyldt med alger, metaller, salte, kalk og meget mere. Det første års tid får De derfor et arbejde med, at stabilisere dette vand (få fjernet alle de uønskede ting og justeret de forskellige værdier indbyrdes)

Her og nu, skal De derfor chokklorere Deres basinvand. At chokklorere betyder, at vandet får tilført en overdosering af klor, som med garanti slår alt levende ihjel samt brænder alt organisk affald af.

Man chokklorerer ved at tilsætte mellem 150 og 300 g klorgranulat eller 1 til 2 ltr. flydende klor pr. 10.000 ltr. vand.

De skal iøvrigt chokklorere hvis et af følgende symtomer opstår:

  1. Vandet eller poolens sider er blevet grønne af alger
  2. Swimmingpoolen lugter af klor selvom det er et stykke tid siden De har tilsat klor
  3. Vandet er uklart, selvom PH værdien er korrekt, og selvom De har tilsat flokningsmiddel.
  4. Poolens sider og bund føles glatte. Dette indikerer et bakterieangreb

 

Vandets indhold af flokningsmiddel:

Det er sandfiltret, der renser vandet mekanisk for urenheder. Sandfiltret kan imidlertid kun fjerne urenheder, der er større end 30 mikron. Urenheder, der er mindre end 30 mikron går bare igennem sandfiltret uden af blive opfanget. Når indholdet af disse små partikler er blevet for stort, bliver vandet uklart - mælket at se på.

I disse situationer og altid ved opstart, tilsættes "flokningsmidler". Disse flokningsmidler fungerer på den måde, at de danner klumper af gelantin, hvori alle de små partikler bliver bundet, hvorefter de kan "fanges" af sandfiltret.

Metoden kendes blandt vinbryggere, idet det er den samme proces, der foretages, når en vin skal “klares”

Såfremt "flolkningen" skal være effektiv, skal der være et ganske bestemt indhold af flokningsmidler i vandet. Følg derfor nøje den dosseringsvejledning der står på emballagen. Tingene bliver ikke bedre jo mere De kommer i.

Der er 2 midler hvormed De kan "flokke" Deres vand. Med flydende midler eller faste som tabletter.

Der er også 2 problemer omkring det at "flokke":

- "Flokningen" kan nemlig foregå både ude i bassinet og inde i filtret. Såfremt flokningen foregår ude i bassinet, vil der ske det, at de små partikler vil samles ude i bassinet, blive tunge og falde ned på bassinbunden. Resultatet er, at De skal støvsuge mere. Såfremt "flokningen" foregår inde i filtret, fanges urenhederne i filtret og De undgår mere støvsugning.

- For at få så stor en del af flokningen til at foregå i filtret, skal flokningsmidler tilsættes i skimmeren.

- Med flydende midler kan man sagtens tilsætte den rette mængde i forhold til vandmængden, men problemet er, at en del af det flydende ender i bassinet FØR det har "flokket" vandet, og resultatet er, som før sagt, mere rengøring. Når man bruger faste midler lægges disse som langsomtopløselige tabletter i skimmeren, hvorfor den største del af "flokningen" foregår FØR og I filtret. Resultat mindre rengøring.

- En flokning med faste midler er altså at anbefale. Når flokningen også fås i flydende midler, er det fordi automatiske flokningsmetoder kun kan foretages med flydende midler hvor flokningsmidlet dryppes ganske langsomt ned i filtersystemet FØR skimmeren. Resultatet er, at da det er meget små mængder flydende, der dryppes i af gangen, så foregår flokningen også her FØR og I filtret

Såfremt De flokker ude i bassinet er proceduren

  1. Tilsæt flokningsmidlet
  2. Lad pumpen køre i 5-6 timer
  3. Sæt støvsugeren ned på bunden, så den senere ikke hvirvler urenhederne op efter de har bundfældet sig
  4. Sluk pumpen i 1 døgn og giv urenhederne tid til at synke ned på bunden
  5. Sæt 6 vejs ventilen på Waste
  6. Støvsug bunden og led vandet direkte ud i kloak
  7. Sæt 6 vejs ventilen tilbage på filter

I mange bassiner og altid i svømmehaller, tilsættes flokningsmidler løbende som forebyggende middel. Dette sikrer at filtret arbejder maximalt. Såfremt De tilsætter flokningsmiddel som forebyggende, følger De ikke ovenstående procedure. De tilsætter bare midlet, og filtret vil så løbende opfange urenhederne

 


Rengøringsremedier og midler

  • Teleskopstang hvorpå De kan sætte diverse net, børster og støvsugerhoveder
  • Overflade - og bundnet til at fjerne blade og andre ting fra Deres pools overflade og bund
  • Støvsugerslange, der tilsluttes skimmeren, når De skal støvsuge Deres pool manuelt
  • Støvsugermundstykke
  • Skim Vac, der sættes mellem støvsugerslange og skimmer. Benyttes ved støvsugning af poolen
  • Bassinbørste der sættes på teleskopstangen og benyttes til at børste bassinets sider og bund
  • Diverse svampe / børster til at skrubbe vandlinien m.v. med
  • Vandlinierensepasta - der sammen med ovenstående børster, benyttes til at rense kanten hvor vandstanden står. Grundet bl.a det nedfald, der sker på vandoverfladen grundet luftforurening vil vandliniekanten have en tendens til at få en sort / beskidt streg. Denne kant skal renses jævnligt for ikke at “gro” fast
  • “Viskelæder” et “viskelæder” der sættes på teleskopstangen og bruges til at skrubbe diverse pletter af metal og kalk m.v. af lineren under vandet. Kan også benyttes til vandlinien
  • Metalpolish - benyttes til at rense, polere og konservere bl.a. den rustfri stige
  • Trio 30 - en sur rensevædske, der benyttes til at afrense bl.a poolkantfliserne og den øverste del af lineren

 

 


Ugentlig rengøring

Rens jævnligt -og altid før støvsugning - Deres pool for blade og andre større ting, der er faldet i poolen. Såfremt De støvsuger før dette er sket, kan De risikere, at støvsugeren stopper til

Støvsug jævnligt bunden og rens siderne med bassinbørsten og evt.”viskelæderet”

Rens jævnligt kurven, der er i skimmeren, for blade m.v. ( se specialafsnit om skimmeren)

Rens jævnligt kurven, der er i Deres pumpe, for blade m.v. ( se specialafsnit om pumpen)

Returskyld Deres filter indtil vandet er helt klart i “skueglasset”. Det er bedre med en stor lang returskyldning end med flere små. Filtret skal renses når måleren enten er oppe i det røde felt, eller når manometret er oppe på 1 -1.5 Bar tryk.

 

 


Almindelig vedligeholdelse

Skift sandet i filtret mindst hver 5 år. Sandet bliver “slidt” under brugen, klumper sammen ved for høj PH værdi og endelig samler bakterier m.v. sig under lateralrørene i bunden, hvor returskyldningen ikke rigtig kommer til

Rens filtret 1 til 2 gange i sæsonen med desinfektionsmidlet FILTERRENS. Dette desinfektionsmiddel dræber evt. bakterier m.v. der ikke bliver renset ud via returskyldningen

Åbn udluftningsskruen der evt. sidder på toppen af filtret og luk den evt. luft ud, der har samlet sig i toppen af filtret. Såfremt der er luft i filtret forringes filtreringen

Efterfyld jævnligt med nyt vand. Fordampning, stor forskel på vand- og lufttemperatur, returskyldninger og stor vindhastighed, giver et stort vandforbrug. Såfremt vandstanden i poolen bliver for lille, vil rensningsanlægget suge luft ind ved skimmeren og ende med at løbe tør. Resultatet kan blive, at pumpen kører varm og ødelægges.

Husk altid, at kontrollere vandstanden efter returskyldning

Test Deres poolvand mindst 1-2 gange om ugen. Reguler PH værdien ned til 7.0 og klorværdien til mellem 0.5 og 1.5. Se vejledningen om testsæt

Shockklorer efter behov med 150 g til 300 g klorgranulat pr. 10.000 ltr. vand

Såfremt De bruger andre desinfektionsmidler end klor som f.eks. Barqusil - Nicosil - Suncil eller andre, bedes De se vejledningerne for disse

Såfremt De får kalkaflejringer, kan disse fjernes ved at sænke PH værdien til 6 i et par dage. Ved at gøre dette, bliver bassinvandet syrligt og får samme virkning som afkalkningsmidler.
Hæv derefter PH værdien igen. Husk INTET har godt af en for lav PH værdi

 

Copyright © Poolrådgiveren 2009